Derfor er folketingsvalget det vigtigste valg i Danmark

Derfor er folketingsvalget det vigtigste valg i Danmark

I Danmark er magten tredelt. Det er for at undgå, at magten bliver centreret hos én person eller instans. Derfor findes der henholdsvis en dømmende, udøvende og lovgivende magt i Danmark. Som vælger har du ikke direkte indflydelse på hverken den dømmende eller udøvende. Men du har indflydelse på en del af den lovgivende magt.

Den lovgivende magt udgøres nemlig af Folketinget og regeringen i forening. Og det er dig som vælger, der er med til at bestemme, hvem der skal sidde i Folketinget. Derfor er folketingsvalget også det vigtigste af alle valg i Danmark. Du kan læse meget mere om folketingsvalget i det følgende.

Mere om den lovgivende magt

Som du måske allerede har regnet ud, kan den lovgivende magt vedtage love. Det er landets love, der er med til at forme de rammer, som du skal leve i. I hvert fald, hvis du er bosat i Danmark.

Lige sådan er lovgivningen også med til at give landet sin identitet. Tænk blot på de lande, hvor homoseksualitet er forbudt. Eller børnearbejde er tilladt. Det siger en del om landet. Potentielt kan det også afholde andre mennesker fra at besøge landet.

I Danmark er det, som nævnt, regeringen og Folketinget, der udgør den lovgivende magt. Hvis du derfor gerne vil have indflydelse på lovgivningen i Danmark, er det vigtigt, at du stemmer til folketingsvalget.

Repræsentativt demokrati

I Danmark kaldes styreformen for repræsentativt demokrati. Det betyder derfor, at du skal vælge en repræsentant, der kan repræsentere dig politisk i Folketinget.

Nogle beslutninger er dog så væsentlige, at din repræsentant ikke kan træffe dem på dine vegne. Det drejer sig blandt andet om grundlovsændringer eller suverænitetsafgivelse.

Når denne slags love skal vedtages, bliver der derfor udskrevet folkeafstemning. Her skal du selv stemme for eller imod lovforslaget. Hvis du ikke kan tage stilling, kan du også vælge at stemme blankt.

I disse tilfælde er der ikke tale om repræsentativt demokrati. I stedet er der tale om direkte demokrati, da der ikke er nogen ”mellemmand”, der repræsenterer dine politiske holdninger.

Om Folketinget

Alle medlemmer i Folketinget er folkevalgte. Det vil sige, at du og andre vælgere har stemt dem ind. Der er plads til 179 medlemmer i Folketinget. 4 af disse medlemmer er dog ikke valgt af de danske vælgere. De er i stedet valgt af henholdsvis Grønland og Færøerne, der hver især har to pladser, som de kan stemme om.

admin